Guide til diamanter og ædelstene

GUIDE

DE MEST KENDTE STEN

Diamant er vel nok den mest velkendte og efterspurgte af alle ædelsten. Diamant er en metastabil allotrope af kulstof (C), og er det hårdeste kendte mineral, der findes. Diamanter kan derfor kun slibes med diamantstøv. Desuden er betegnelsen diamant afledt af det græske ord "adamas", der betyder "den ubetvingelige". De fleste naturlige diamanter dannes ved høj temperatur og tryk i dybder på 140 til 190 kilometer i Jordens kappe.

Diamant tilhører det kubiske krystalsystem og krystalliserer oftest i oktaedre, men kan også forekomme som dodekaeder, tvillingkrystaller eller terninger. De fleste diamanter er svagt gullige eller brunlige, mens diamanter med en egentlig farve, samt farveløse diamanter, er yderst sjældne og kostbare. Farverne skyldes indhold af andre mineraler, bl.a. bor og nitrogen. Diamant ridses sjældent på grund af den store hårdhed, men stenen er fuldkommen spaltelig i 4 retninger parallelt med oktaederfladerne.

Diamant kan derfor være følsom overfor stød og slag, men er meget modstandsdygtig overfor kemikalier. Diamant bruges også i industrien til skæring og boring af andre blødere materialer på grund af hårdheden, men også fordi diamanter er en meget god varmeleder og ikke overopheder. Først ved temperaturer omkring 900 grader Celsius vil diamanten kunne risikere at brænde op (720 grader Celsius i oxygen).

Rubin

Rubin er en variant af korund, der er kendt for sin dybe røde farve, hvilket skyldes isomorfi af chrom. Farverne i rubiner kan dog variere fra bleg lyserød til dyb blodrød. Rubin hører blandt eliten, når det kommer til ædelstene, og er en af historiens mest populære og efterspurgte ædelstene. Naturligt forekommende rubiner er yderst sjældne og kostbare, især de store og klare rubiner. Dog er det muligt at fremstille rubiner syntetisk, som naturligvis har en lavere værdi. Det siges at rubin giver bæreren livskraft, velstand, mod og energi. Rubiner kommer hyppigst fra områder og lande som Burma, Sri Lanka, Kenya, Thailand, Madagaskar og Indien. Rubin, der kommer af mineralet korund, har en særdeles god holdbarhed uden tendens til spaltning.

Safir

Safir er en anden variant af korund, bedst kendt for sin dybe blå farve, hvilket skyldes isomorfi af jern og titan. Safirer kan imidlertid findes i enhver farve, undtagen rød, hvor de mest hyppige er blå, gule, grønne, pink og farveløse safirer. Ren blå er den mest kostbare farve for safir, og de blå safirer hører også til eliten blandt ædelstene. Denne farve af safirer er meget sjælden, men ligesom ved rubiner, er det muligt at fremstille safir syntetisk. Blandt andet bliver der lavet safirglas til brug i ure, hvilket er meget stærkere end almindeligt glas. Nøgleordene for safir er kreativ udfoldelse, intuition og håb, og det siges af safirer kan hjælpe til at få opfyldt sine drømme. Safirer kommer primært fra Kashmir, Australien, Thailand, Sri Lanka, Burma, Kenya og Madagaskar. Safir, der kommer af mineralet korund, har en særdeles god holdbarhed uden tendens til spaltning.

Smaragd

Smaragd er den mest eftertragtede variant af beryl, og er kendt for sin dybe grønne farve. Farven skyldes chrom og forekommer i alle nuancer. Smaragd hører blandt de kostbareste af alle ædelsten, ligesom rubin og safir. Det kan dog være let at forveksle smaragd med grøn beryl, og det er ligeledes også muligt at fremstille syntetisk smaragd - begge dele med langt lavere værdi end en ægte smaragd.

Smaragd har næsten altid små synlige uklarheder og indeslutninger, der kaldes smaragdens urtegård. Disse uklarheder er medvirkende til at smaragden udviser en vis skørhed. Stenen kan derfor let skades ved uhensigtsmæssig behandling og brug, og slibes derfor ofte i smaragdslib, hvor hjørnerne slibes af, eller som cabochon. En smaragd af ypperste kvalitet er dyb grøn med få uklarheder uden metallisk karakter i glansen. Nøgleordene for smaragd er livsglæde, velstand, klarsyn og ærlighed, og det siges at smaragd åbner op for succesfuld kærlighed. Smaragder kommer primært fra Colombia, Afrika, Brasilien og Pakistan. Blandt de danske kronjuveler findes et smykkesæt i smaragd, hvilket så vidt vides er den største samling af smaragd-kronjuveler i verden.

Amatyst

Ametyst er en del af kvartsfamilien, der varierer i farven fra sart lavendel til dyb violet, men kan også have rødlige undertoner - det der også kaldes purpurfarvet. Ametyst blev engang betragtet som en af de mest værdifulde ædelsten i verden på højde med rubin og smaragd, men er med tiden blevet mere hyppigt forekommende. Det siges at ametyst er en beroligende sten, der arbejder i de følelsesmæssige, åndelige og fysiske planer for at give ro, balance, tålmodighed og fred. Ametyst kommer fra mange steder i verden og farvenuancerne kan variere meget alt efter oprindelsesland. De vigtigste steder tæller Brasilien, Uruguay, Afrika, Uralbjergene og Sri Lanka. Ametyst tilhører den grovkrystallinske gruppe og har en god holdbarhed uden tendens til spaltning

Zirkon

Zirkon, ikke at forveksle med syntetisk zirkonia, er en transparent smykkesten med en høj lysbrydning. Zirkon kan forekomme i et utal af farver, hvor de mest hyppige er rødbrun, gul, grøn, blå, grå og farveløs. Farveløse zirkoner er et populært alternativ til diamanter, og betegnes nogle gange "Matura diamanter". Zirkon har en rimelig til god holdbarhed, og bruges også i den dekorative keramiske industri. De farveløse og blålige zirkoner, der findes på markedet er dog oftest blevet varmebehandlet, og kan være meget skøre. Naturligt farvede zirkoner i rødgule nuancer er de mest eftertragtede og kostbare varianter. Zirkoner bliver oftest facetslebet. Det siges at zirkon giver bæreren større klarhed, fokus og fornyet energi. Zirkon findes ofte i Australien, Brasilien, USA, Sri Lanka og Burma

Syntetisk kubisk zirkonia

Syntetisk kubisk zirkonia (CZ) er en syntetisk smykkesten af zirkoniumoxid, der primært bruges til at imitere diamant. Stenen kan også farves i andre farver for at imitere andre smykkesten. Stenen må ikke forveksles med zirkon, som er en helt anden sten med helt andre fysiske og optiske egenskaber, og anderledes kemisk sammensætning.

Stenen er meget hård og tung, men betegnes generelt som en skør sten, der reagerer meget lig glas. Syntetisk kubisk zirkonia er den mest brugte diamantimitation på markedet, men adskiller sig fra diamant på mange områder. Blandt andet har kubisk zirkonia lavere glans, men mere gennemsigtighed end diamant. Kubisk zirkonia er også væsentlig tungere end diamant. En modsætning er også at kubisk zirkonia er en termisk isolator, mens diamant er en af de mest effektive termiske ledere. Kubisk zirkonia kan slibes på mange forskellige måder, men typisk som brillantslib. Syntetisk kubisk zirkonia produceres på fabrikker mange steder i verdenen.

Tyrkis

Turkis tilhører krystalsystemet triklin, og er en opak smykkesten med en voksagtig glans. Navnet kommer af det franske udtryk "Pierre Turquoise", som betyder "tyrkisk sten". Farven er typisk inden for det spektrum, vi kalder turkisfarvet - fra lys- til middelblå over i grønlig blå. Stenen findes også i grøn, men disse sten er knap så eftertragtede og har en lavere værdi. De fleste turkiser har årer af sort eller brun modersten, og helt ensfarvede turkiser er sjældne i større stykker. De iranske turkiser er de mest værdifulde på grund af deres himmelblå farve og gode hårdhed. Turkis er en ret skør og sart sten, og bør ikke komme i kontakt med tunge væsker, såsom opvaskemidler og kosmetiske produkter. Dette kan forårsage en farveændring fra blå til grøn. Turkiser bliver ofte behandlet med plastik eller voks på grund af stenens porøsitet. Stenen slibes typisk som cabochon eller til stenkæder. Det siges at turkis giver bæreren kampånd, beskyttelse, mod og styrke. Turkis har stor haft historisk betydning flere steder i verden, og findes ofte i Iran, Kina, Israel, USA og Mexico.

Aquamarin

Aquamarin er også en populær variant af beryl, som typisk har en gennemsigtig lys blå eller grøn farve, og hvis navn henviser til havvandets farve. Farven skyldes isomorfi af lidt jern. De fleste naturlige aquamariner er grønlige, og kan i nogle tilfælde forveksles med smaragd. Disse kaldes også grøn beryl. De mest kostbare og værdifulde aquamariner er de helt klare og blå eksemplarer. Mange aquamariner bliver varmebehandlet for at fjerne den gule komponent i stenen, så den blå farve står tilbage, hvilket er meget almindeligt. Aquamarin kan også fremstilles syntetisk. Det siges at aquamarin giver bæreren mod, håb, udholdenhed og indre fred. Aquamariner bliver hyppigst fundet i Brasilien, Colombia og Afrika. Aquamariner er ret holdbare, og har større hårdhed end kvartsbaserede smykkesten, men eksemplarer med mange indeslutninger kan have en vis skørhed.

VIL DU VIDE MERE?

Hos PLAZA forhandler vi smykker med stor variation af forskellige typer sten. Kontakt vores kundeservice eller besøg en af vores fysiske butikker for at høre nærmere, hvis du har specielle ønsker eller spørgsmål.